|
DAGBOG 1. 2009.
28. Marts 2009. Sporafslutning
Lørdag d. 28 Marts havde sporholdet afsluttende "eksamen" i at følge et spor udlagt af vores lærer, Karsten. Sporet var 400 m.
Vi mødtes i et skovområde ved Ruskær, 6-8 km nord for Ikast.
Desværre kunne Helle & Murphy ikke komme.
Crach med Thomas som fører lagde ud. Efter lidt vaklen i begyndelsen genneførte Crach resten af sporet uden problemer.

Næste der skulle prøve den svære kunst at følge et blodspor,schweiss, var Molly & Ulla. Der blev lagt hårdt ud, Molly fulgte fint det lagte spor, men....pludselig gik der kage, rådyr el. andet i det. Molly gik frem og tilbage og når hun endelig havde fundet sporet igen, troede fører Ulla ikke på hende. Efter et lille vink fra fra en tilskuer fortsatte teamet til spor-ende hvor belønningen ventede.

Så blev det vores tur. Aiko & mig(Søren). Modsat de andre der går schweiss, så går Aiko DAP-spor, dvs at sporet er udlagt med godbider. Jeg syntes det var et svært spor, især for føreren der troligt fulgte i hælene på Aiko igennem tornet krat og andre besværligheder, ud og ind med mange små drejninger. Men Aiko havde bare næsen i sporet hele vejen. Ved enden af sporet hvor belønningen ventede var der en smule uro, lidt frem og tilbage i, duften af noget godt var distraherende. Han fanft godbiderne og efter at have fortæret disse fandt han sporet igen efter Karsten, og fortsatte ufortrøden videre i sporet. Efter 15-20m stoppede han op for at spørge hvor vi blev af. Hvad de andre så, ved jeg ikke, men jeg var stolt på Aiko vegne.

Til slut var det Pepsi & Gitte tur. Det startede godt de første meter, men så gik det galt. Pepsi prøvede ihærdigt at finde sporet men det kneb for hende. Føreren blev oså en smule frustreret og det blev da slet ikke bedre da Karsten forsøgte at hjælpe og ikke kunne finde sporet som han selv havde lagt.


Det var en god dag, og en stor tak til Karsten for det arbejde han har gjort, og som vi andre kan følge op på.
Flere billeder på sporafsluning.
15. Marts 2009.
Tidlig op. Vi skal afsted til Fyn, nærmere bestemt til Nr. Åby, ca 10 km. fra Middelfart. Her har tollerklubben inviteret til udstilling af tollere.
Efter vores besøg hos dyrlægen har Aiko været sit gamle "jeg",
måske en smule mere livlig, så det må være noget mirakelmedicin dyrlægen har.
Vi havde fået nummer 4. Hvad det helt betyder vidste vi ikke, men vi må hellere være der til tiden, kl 10.00. Det var som nr.4 af samtlige, så det var hurtigt overstået. Da vi nu havde slæbt alt med, såsom stole, bur, tæpper,kaffe, mad etc. kunne vi lige så godt blive der. Hele seancen varede 2½ time. Jeg sad ved siden af et ældre ægtepar med et par flotte tollerdamer. Det viste sig at være tollerklubbens formand´s forældre. Han kunne ikke selv være tilstede, men var noget skuffet over den ringe tilmelding til arrangementet.
Aiko var ikke så god, han ville ikke stå pænt. Dommeren pointerede også dette samt den manglende pels. Men ellers synes jeg at udstillingskritikken var fin. Han fik karakteren "VERY GOOD" og en 2. plads. Se info.

Alle hunde blev højdemålt med henblik på registrering til avl.
Aiko højde pt.: 50½ cm.
12. Marts 2009.
Aiko er syg. De sidste par dage har han ikke spist, reagerer ikke engang på godbider af bedste art. Stiller sig hen i et hjørne og står der og glor lige ned i gulvet. Vi har planlagt at vi skal til udstilling på søndag i Nr.Åby på Fyn, så der er ikke andet at gøre end at konsultere dyrlægen. Aiko havde feber. Hans temperatur var på 39,8, så det er ikke så mærkeligt at han er noget stille.
Han blev set igennem, fik en indsprøjtning og vi fik nogle piller til de næste dage. Ved udgangen blev vi en hel del fattigere.
Allerede få timer senere har han det meget bedre.
8. Marts 2009.
Der har idag været afholdt smugtræning med deltagelse af spordeltagerne. Gitte lagde et kødbollespor på ca 100 m. med et par drej på til Aiko. De andre lagde et blodspor, jeg gik et kort ligeud spor til Gitte og Pepsi.
I tiden hvor sporet fik lov til at "udvikle" sig, benyttede jeg til at servere cacao og boller. Det er jo Aiko's fødselsdag (var).

Efter en times tid gik vi vores respektive spor. Der var lidt vaklen, vi var jo "på egen hånd" uden vores instruktør.
Aiko var også i tvivl, der hvor sporet gik over en skovvej, der har sandsynligvis været nogen trafik.
Det ser hyggeligt ud på billedet. Hvem kan se det regner ?
1. Marts 2009.

Idag er det Aiko´s fødselsdag.....hurra......hurra

1.år
Der var modeljernbanemesse i Holsteinhalle i Neumünster,
så vi havde taget en overnatning lidt nord for byen.
Aiko fik et par jernbanevogne i fødselsdagsgave.
Ved hjemkomst vejede vi ham og vægten viste 18,6 kg.
21. Februar 2009.
Gitte har kaldt til sportræning.
Jeg er blevet bedt om at skrive et lille indlæg til tollerbladet om hvorledes vores dag er gået. For ikke at skrive det hele en gang til, kan indlægget læses her. sweiss.
15. Februar 2009.
Bevæbnet med kaffe, madpakker, campingstole, godbider, kage og ekstra tøj drog vi til Fredericia, hvor DKK afholdte international hundeudstilling, hvortil vi har tilmeldt Aiko i Juniorklassen.
Det er første gang vi prøver dette. Vi besøgte udstillingen i Herning i efteråret og snusede til os, således at vi fik en idé om hvorledes det blev afviklet.
Udstillingen startede kl 10. Vi beregnede os god tid, men på den anden side af Skive sneede det kraftigt og det holdt indtil på den anden side af Nørre Snede. Men vi nåede frem til tiden.
Vi var programsat som de sidste i ring 14 A, men ville det passe ?; kunne vi stole på det ?. Nå, men det kunne vi, så der sad vi og havde det godt med alt vores grej.
Aiko opførte sig eksemplarisk, og selv om der mange tollere i nærheden, havde vi mange besøg af folk der ville høre mere om racen.
Et kendt ansigt dukkede op, det var Gizmo's (Aiko's far) menneskefar, senere hilste vi på Marlene. De havde ingen hunde med på udstillngen.
Tiden nærmere sig og sørme om vi ikke fik besøg af yderligere kendte ansigter. Gitte og søn samt Helle fra Tollerklubben. Det var fantastisk. De var så overbeviste om at Aiko ville vinde det hele og da Aiko ikke kan rødme, han er jo rød, var det lige før jeg rødmede.
Nu var det vores tur. Vi stillede op og fik besked på at løbe rundt i ringen. Det er jo første gang, og man er så fokuseret på at løbe korrekt, gøre tingene korrekt så man opfatter ikke de omkringstående. Nu kom det vanskelige. Ville jeg kunne få Aiko til at stå pænt i det korte øjeblik ?. Vi havde øvet med godbider af forskellig art, men han satte sig pænt ned, som han har lært, hver gang. Jeg havde set at mange holdt hånden et stykke foran hunden. Det prøvede jeg, uden godbid. Det gik helt fantastisk, han fokuserede på hånden og stod pænt. Et par gange satte han sig, men jeg fik ham hurtigt rundt om mig hvorefter han stod pænt igen.
Da vi kom ud til Conni og pigerne måtte jeg igen, på Aiko's vegne, rødme over alle de superlativer pigerne øste op med.
Det blev til karakteren "VERY GOOD" og en 1. plads i juniorklassen. .......se UDSTILLINGSKRITIK.
Desværre er alle billederne blevet dårlige. Jeg håber jeg kan få nogle fra Kim idet han tog mange billeder.
Et billede blev der. Helle synes at Aiko havde fortjent en hyldest, så hun fandt det største kødben på hele udstillingen

25. Januar 2009.



18. Januar 2009.
Vi var nogle stykker, Gitte & Pepsi, Ulla & Molly og mig selv & Aiko. Ulla havde uldtotten, Maggi, med. Hun var noget beklemt
ved Aiko i begyndelsen, men det forsvandt hurtigt.
Vi har ikke tidligere været i området. Det ejes af De Grønne Spejdere og ligger ned til Stubbergård Sø. Vi talte meget om at det var ideel sted, da det ligger meget centralt.
Der blev arbejdet meget med "dummies". Jeg synes Aiko var utrolig lydhør og klarede mange af opgaverne meget fint.
Der gik alligevel over 3 timer i blæst og regn.

11. Januar 2009.
Så er der tollertræning igen. Det er længe siden vi har set vores træner, Jørgen. Han synes åbenbart, at i takt med årets begyndelse, så kunne vi have godt af noget begyndertræning,
så vi lagde ud med masse lydighed.
Christina kom forbi og præsenterede et par 9 uger gamle tollere. Nuttede uldklumper.
Der var 6 hunde mødt, heriblandt var Bella, en ny 5 mdr. gammel dametoller.
Vi arbejdede lidt med aportering af "dummies". Jørgen synes det var på tide at vi lærte at kaste en "dummi", så hundene blev sat i bilerne, således at vi kunne lære denne svære kunst.
Det var en kold dag med megen blæst. selv kaffen blev kold inden den nåede munden.
3.Januar 2009.
Det er længe siden vi har lagt et spor. Sidste gang blev vi "bortvist" af nogle jægere som mente at vi forstyrrede vildtet.
Da vi ikke ville køre for langt væk, kørte vi til skoven ved Højriis på Mors. Jeg udlagde et "DAP" spor, begyndende på skovvejen og ca 75 m frem. Skapt til højre ind i skoven, ud og ind mellem træer, buske, kvas etc. med mange drejninger. Jeg havde de sædvanlige 50 godbider, som jeg "tabte" med 15-20 skridt imellem. Jeg vil anslå at sporet er ca 5-600 m.
Vi gik herefter en tur igennem skoven ca. 1 time.
Da vi pakkede sporselen ud, var Aiko ikke til at styrre. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Det med at lokke ham ind på sporet er forbi.
Han begynder straks at gå sporet. Ikke en eneste gang kigger han op, eller på anden måde er i tvivl. Godbiderne spiser han kun få af. Når vi er kommet i mål og fortæret de ekstra gode godbider og taget selen af opfører han sig på samme måde som inden han fik selen på
Arbejder vi, så arbejder vi.
2. Januar 2009.
Aiko er nu 10 mdr. og det er tiden for vejning.
Vi synes han trives fint. Han er begyndt at fælde kraftigt, så efter en slåskamp er der ikke den store forskel på ham og mig.
Han vejer 18,3 kg.
|